skinnet og krævet plads. Og mellem græsstraaerne bøide en og anden vaarblomst — en ranunkel eller anemone — sit hode. Den beruset sig i solen, den aat og drak av luftens friske krydder, for den visste, at imorgen skulde den dø.
Og helt oppe i Rocky Mountains, hvor Big Salmon krummer sig mellem fjeldsiderne, buldret den sydende strøm nedover, og paa Stuartfloden kom is og sne seilende paa det grønsorte vand. De kom med vaaren til Yukons haarde ispanser, de væltet over de graa flater, som længe hadde kjæmpet med held imot sol og regn. Det knaket og braket derute de lange vaarnætter, mens de første trækfugler streifet omkring paa de gamle rugepladser. Dype og lange sprækker sprang som hvite lyn fra bred til bred, og ret som det var taarnet der sig et vældig isflag over de andre. Der kom flere til. Isen skruddes op i smaa isberg, der stadig skiftet form og fasong. Der dannedes vældige raaker, hvori den hvirvlende strøm suget isblokkernes kraft, de sidste flak løsnet fra bredderne, og saa gik det nedover mot havets kirkegaard som et langsomt skridende likfølge.
Og en vakker dag flød de sidste isbiter henover den mægtige vaarflommende Yukon. De første dampskibe krøp frem av sine blikhuse, de første guldgravere seilet nedover fra White Horse. Dynamiten klang i grubegangene, og ved floderne glinset guldet i de store slusers bund — — —
