Det var i slutten av mai maaned.
Ved bar’en i Atkinsons hotel sat der et halvt snes mænd og drak den slette Ray-whisky, som verten smigret med de smukkeste navne. De hadde ikke stort at si hinanden. Dawson City er endnu ikke blit en by for de slepne tunger. Den gamle kurante guldgravervisdom staar høit i kurs. Sladderen trives ikke rigtig. Det er en luksus, som kun den modigste kan tillate sig. Betalingen er altfor ofte et nikkelmantlet projektil i tindingen eller en grovkalibret blykule i hjertet. Og i allerværste tilfælde spares der ikke paa repet.
Det var ikke Eldoradokongerne, som samledes i det lille hotel! . . . Det var ikke de store herrer, som sat i sine mægtige plankepaladser og drak skotsk whisky, til de blev blaa i ansigtet og kjedet sig over sin rigdom. Nei — Atkinsons hotel var ikke av den slags. Det store plankehus var lappet sammen av et snes daarlige kot, hvor en fattig guldgraver kunde faa en jernseng og et uldteppe for et par dollars eller en passende portion av de gyldne korn.
Livet i guldlandene er meget forandret siden de dage i 1896, da Mac Cormack saa guldaarene sno sig mellem Indian River og Klondyke. Men den haarde og tause natur præger menneskene i det samme billede.
Nu er det ikke blot de sterke mænd, som naar frem til guldet. De svake viljer segner ikke mere under
