Vaaren løftet sit blonde hode over Alaskas snemarker. Den puslet stille mellem de arrete og haardføre graner, den knurret mellem den svulmende flods ismasser. Jordens levende kraft vaaknet. Titanen strakte sine lemmer og gapte mot solen, mens sydosten drog frem i sin milde vælde og herjet mellem vinterstormenes høie snefaner.
Det gurglet og sydet overalt i naturens verksted. De store damphammere buldret i skylagene, og luften var fuld av underlige stemninger. Vældige regnbyger kom flyvende og drysset sin milde overflod over den barske og haarde natur. De sprængte snedækket, de grov i isen, de æste i den arktiske tæle. Og naar regnet ikke orket mere, saa tok solen fat. Den løste op, den sprængte vei. Og de smaa bække ilte avsted, de silret fra alle kanter, de skrek og huiet nedover klippeskrænterne og syslet fra dam til dam paa de svakt heldende sletter. Ret som det var kom der en liten grøn flek tittende frem. Den bredte sig i sol-
