Og hunden boret sin snute mellem sin herres knær. Det var, som om de gjemte sig for en stor rædsel. Slik stod de længe, mens dagen langsomt flyttet ind i det lave skur.
Pludselig reiste irlænderen sig. Der var kommet en farlig rynke i hans pande, og hans næver knyttet sig, saa knokerne hvitnet . . . Han kastet et blik utenfor. Nattens hændelser laa for ham som en aapen bok. Han saa sporet av trugerne, som skraadde over fra hyttedøren til skuret, og han fulgte det med øinene videre ind mot skogen og nedover til floden, hvor det forsvandt i graalysningen. Det røde ansigt blev endnu rødere. Det saa ut, som de spændte halsaarer skulde sprænges . . .
Da bøiet Glenagan sig over hunden og gav sig til at tale til den i en hviskende tone. Det var som en far, der underholder sig med sin voksne søn.
—Kjære Takahito, sa han. Vi er alene tilbake. Vore venner er døde. Vi skal ikke mere høre deres muntre sang i snedriverne eller deres glæfs, naar svøpen fandt dem. De røde svelg, som dampet av liv, er lukket. Ja selv »Chito«, høvdingen der med det brede bryst og de sterke labber, har ikke mere at si os. Han, som ikke engang var ræd for den graa grizlybjørn, naar den som et uveir brøt frem mellem de steile fjeldpas i Rocky Mountains . . . Nu er det slut Takahito, vi har ikke noe igjen. Solen har ikke mere at skjænke os . . . Hundeslædens jern skal ikke klinge
