—Ja, det er mig, sa irlænderen barsk. Og du da?
—Wilhelm Hart, svarte tyskeren. Arbeidet i tre aar oppe ved Sixtymile River. Har solgt mit skjerp og er nu paa vei til Stuart.
Den tredje av mændene saa forbauset op.
—Kommer netop derfra, sa han med dyp stemme. Findes ikke noget at gjøre. Daarlige arbeidspriser og lite guld. Hadde tænkt mig op til Point Barrow eller Nome . . . Jeg er nordmand, tilføiet han. Johnny Stone.
De andre nikket. Stone reiste sig. Det kraftige ansigt med de blaagraa øine hadde en egen glans.
Det var, som et eller andet fjernt minde mildnet de haarde, stivnede træk . . . Han kastet en ny kubbe paa ilden, tok op sin ransel og fandt frem en flaske.
Irlænderen gryntet tilfreds.
—Det er whisky, sa Stone. Noget forbandet skvip, som jeg kjøpte av en fyr i Dyea for 10 dollars . . . Men saa er det jo likesom fest idag . . .
—Fest? . . . Tyskeren smattet paa ordet, der likesom klæbet sig ukjendt paa hans tunge.
Stone strøk sig over øinene.
—Det er juleaften, mumlet han hæst.
De to andre sprang op. Det var, som om de blev vækket av en lang søvn. Med aapen mund stirret de hen for sig.
— — — —
Hvad var det? . . . De visste det ikke selv. Det føltes saa underlig omkring hjertet. Det var, som om
