en sterk haand hadde trukket et forhæng tilside og sluppet lyset, — et sterkt skinnende lys ind til dem.
Juleaften?
Der fløt en mild strøm av varme ind i deres sind. Aarene var gaat, og arbeidsslitet hadde gnaget paa alle de gamle minder . . . Men nu . . .
—Undres paa om min gamle mor lever, sa tyskeren halvt hen for sig. Vi hadde et hyggelig hus i Hamburg ved Jungfernstieg . . . Min far var kaptein, . . . han faldt ved Königsgrätz . . . Jeg kom ind paa militærskolen, men pensionen var for liten, . . . det blev for dyrt for os, . . . saa reiste jeg hit til Klondyke . . . Det er nu syv aar siden . . . Hvor jeg husker Juleaftenerne derhjemme . . . Hadde juletræ, mor og jeg. Vi spiste karper og drak gammel rhinskvin — vi som de andre. Aa, min fine, kloke og deilige mor . . .
Den høie tysker skjulte hodet i sine hænder. Irlænderen saa tungt hen for sig. Hans læber bevæget sig.
—Venner, sa nordmanden, skjæbnen har ført os sammen denne hellige aften. Det er fredens fest, da alle vaaben hviler, — da ven og fiende møtes i haab og fortrøstning. — Verden farer ofte ilde med os. — Men en slik juleaften i det vildeste hjørne av ødemarken gir os et glimt ind i en lykke og fred, som vi maaske alle har forladt. — Vorherre vender sin lykte mot os iaften.
—Du taler som en prest, mumlet irlænderen. Jeg faar næsten vand i øinene. Er du en studert mand?
