tyv hadde den sneket sig over Chilcoot og sendte sine blysorte skyer ind i den straalende dag . . . Og nu knugedes jorden av den hvite bøigs vældige taakearme.
De kjendte ikke hinanden de tre unge mænd i Kennedys hytte. Og dog syntes de at være i slegt. Den barske natur hadde formet dem i sin lignelse. De haarde træk bar præg av livets hasard. Spænding, motgang og haab hadde ridset de samme forræderske linjer i disse bleke og skarpe ansigter.
Og i deres øine skinnet eventyrets glans. De hadde aldrig set hverandre, men de opdaget sin egen historie i de andres træk: det var slit og strabaser, — det var de faa heldige dages rus og glæde, — det var de lange aars feilslagne forhaabninger midt i det land, hvor guldets malaria altid brænder i ens aarer . . .
—Hvor kommer du fra? spurte den mørke tysker sin sidemand, en skulderbred, blond irlænder med kort strittende haar.
—Fra Dawson, svarte denne mut . . . Jeg er politimand og er paa jagt efter Sam Creek, som forrige fredag skjøt en neger utenfor Atkinsons hotel. Fulgte hans spor helt til Box Canon, men saa kom denne forbandede stormen! . . . Mit navn er Glenagan.
De andre saa nysgjerrig paa ham.
—Jeg har hørt om dig, sa tyskeren. Det var dig, som fandt aaren i Flambean og solgte den for 2000 dollars til en jøde, som nu bor i et slot ved Frisco med tjenere paa hver finger.
