— All right! mumlet Huysmann og slang sig i en stol. Saa var det altsaa brevet . . . ?
Negeren rakte ham en stor konvolut og blev ydmygt staaende. Men de sorte kuler i hans hode sat paa lur bak de utstaaende øienlaak.
Huysmann tok brevet og saa nøie paa det. Det var skiddent og smudsig. Han aapnet det langsomt og merket sig hurtig, at det var aapnet før og omhyggelig - klistret igjen . . .
Brevet var ganske kort. Det lød saaledes:
»Er reist til Skagway. Har arvet et guldfund ved Indian River, to mil fra utløpet i Hukon. Møt mig i Dawson, Atkinsons hotel, snarest. En stor forretning. Ta Gabriel og hunden med. Deres navn er Josias Efraim fra Friesland. Papirerne findes hos mig. Har hævet Cabots 50 000 i banken efter Deres check og sendt halvparten til Credit Lyonnais paa konto Parmentier. Creek.«
Huysmann smilte barsk.
— Slik skal det være, mumlet han. Credit Lyonnais faar sine penger igjen, men rigtignok paa en anden konto. Det er livets evige vekselbruk. Pengenes kredsgang. Jeg tænker, Parmentier gnir sine hænder. Naar han saa faar de andre 50 000 dollars fra Colon, vil der bli liv i leiren . . . . Det er synd, at jeg ikke selv kan komme til at nyte alle disse penger. Jaap van Huysmann er merket . . . . . snart skal han føres til
