slagterbænken. Man kan ikke flygte fra sin berømmelse. Det maatte da være oppe i Alaska . . .
Han blev sittende i dype tanker og lukket øinene. Han saa ikke, hvorledes negerens lumske smil flakket mellem den stol, hvori han sat, og den tykke haandkuffert av okselær . . . Men den store ulmerdog la sig tæt op til hans føtter. Den kjendte sine folk. Her var en mand efter dens sind — en hersker uten sentimentalitet og føleri, men med meget blod paa sine hænder.
— Fr det Creeks hund? spurte Huysmann uten at aapne øinene. Negeren for sammen som en, der forstyrres i en velbehagelig tankerække.
— Nei, herre, den har tilhørt en alaskamand, som bodde her for nogen maaneder siden. Han forsvandt pludselig i kineserbyen. Opium, herre, eller kinesernes knive.
— Du dræpte ham altsaa, fortsatte Huysmann uforstyrret, som du agter at dræpe mig?
Negeren rykket til, og hans tænder klapret.
— Aldrig, herre. Aldrig har en slik tanke faldt mig ind. Jeg er din tjener, din ydmyge træl, som kryper i dine spor . . .
— Naa, naa, sa Huysmann koldsindig. Ta ikke slik paa vei. Men hænder det en gang til at du sætter dine svarte klør paa mine brever eller skjæler hen til min kuffert, blaaser jeg det skitne avfald, som enkelte kalder sjæl, ut av din stinkende krop. Forstaar du, min kjære Gabriel?
