Der var en dirrende underklang i negerens stemme. Huysmann saa likegyldig hen paa ham, og hans øine tok maal av den høie skikkelse med det aapne, smilende ansigt og de imøtekommende hestetænder. Det var et smukt eksemplar av den moderne orangutang — det civiliserte skogmenneske med det glade solsind over de blodlystne klør og tænder. Hans hud var paafaldende mørk og blank, men trækkene hadde ikke noget av niggerens klumpethet. Næsen krummet sig let, og læberne var røde og buet. Naturen hadde ødslet adskillig av sine gode luner paa negeren Gabriel. Og den sorte Don Juan hadde eksploitert meget av disse sine ydre fortrin: han hadde meget tidlig faat bibler og bøker i hænde, han hadde som gut vugget paa gode og kjærlige kvinders knæ og faat mange nyttige lærdomme.
Indtil Gabriel, den smukke neger, merket, at det røde blod i hans sorte legeme krævde sin ret. Hans afrikanske forfædres sjæl brølte i ham — tvers igjennem generationers halvkultur.
Huysmann saa hans historie i de flakkende øine og den leende mund.
— Mord? spurte han skjødesløst.
Negeren svarte ikke. Han blev graagrøn i ansigtet. Det var, som de sorte porer i hans hud krympet sig sammen, og de smaa ører foldet sig utover som paa et dyr, der lytter efter en fjern susen. Saa lo han hjertelig, men med en underlig snøftende bilyd.
