Der løftet sig et forfærdelsens rop fra alle kanter. Sporvognen hadde arbeidet sig tvers igjennem murverket, og en støvsky stod om den. Men dermed var ogsaa dens kræfter uttømt. Al dens brune herlighet splintredes, og glasruterne faldt som støv fra den. Den ramlet ut av skinnegangen og la sig paa siden, mens dens hjul endnu rullet omkring som lemmerne paa et dødssprellende dyr . . . Og maskineriet væltet ut av dens indvolde, som endnu laa og fraadet hvitglødende efter den forfærdelige fart.
— Lad os ta fat! skrek Guichard til arbeiderne. Hurtig! Han maa findes død eller levende paa bunden av vognen.
Franskmanden var likblek av spænding. Han sprang selv først op paa resterne av den store sporvogn og begyndte at grave mellem tømmerhopen. Og hundrede arme var kort efter i ivrig beskjæftigelse med at avdække de sørgelige ruiner.
Man fandt kun de to politimænd. Sporvognen hadde tat dem med paa sin dødsfærd. De laa med brukne lemmer og knuste hoder mellem træverket. Døden hadde fundet dem midt i forfølgelsens iver. Jagtens raseri lyste endnu i deres øine. Og revolverne laa spændte i deres hænder.
Men hvor var Jaap van Huysmann?
Guichard blev staaende i dype tanker. Han summerte alle jagtens kjendsgjerninger. Var der virkelig nogen mulighet for at han var undsluppet? Og passageren?
