som fyrige hingster, og staalet klang over de klaprende aksler. — Go ahead! Go ahead!
Men nu nærmet den sig den store hal, hvor den tilbragte sine nætter sammen med de andre elektriske dyr. En lang, snorret linje like ind i den vældige sporvognsgarage, med en svak og behagelig skraaning, — hui, hvor det gik! . . .
De to automobiler begyndte imidlertid at bli nærgaaende. De kjørte op under den bakerste platform, og to heltemodige konstabler sprang op paa flygtningen. Det var i sidste liten. Med revolvere i begge hænder beredte de sig til at angripe den indbildte motstander.
Hvor var han? De krøp ind i vognen . . . Passageren var væk; men derborte paa den forreste platform lurte nok Huysmann og hans revolver . . . De kastet et blik ut. Der maatte handles hurtig nu, ellers gik den løpske sporvogn tvers igjennem sporvognshallen.
Saa ilte de frem og sparket døren op.
De blev forbauset staaende. Hvad var det? Sporvognen var tom. De styrtet hen til maskinen . . . . Haandtaket var væk. De saa sig forvirret om. Vognen løp netop med forfærdelig fart i skyggen mellem ropende og skrikende mennesker: — Stans! Stans for Guds skyld!
Men den brunmalte sporvogn var nu i sit element. Den brølte som et helt jernbanetog, og før dens ufrivillige passagerer fik kastet sig av, styrtet den som en vædder ind i væggen.
