Den franske politimand var intet geni. Hans intelligens holdt ikke engang maal med gjennemsnittet. Men det forholdt sig med hans evner som med enkelte skuespilleres: De talentfuldeste er som regel de taapeligste.
Med al sin aandelige begrænsning var Guichard den sikreste sporhund i det internationale politi. Han kombinerte ikke. Han interesserte sig ikke for Sherlock Holmes. Guichard arbeidet som blodhundene: han luktet paa et spor og forfulgte det med en hurtighet og energi, som aldrig svigtet. Instinktet var hans vuggegave. Det hadde vist ham veien til den fangne Cabot i Brüssels tyvekvarter og til den falske Cabot paa »Ohio«s dæk.
Endelig hadde han faat taket paa Huysmann, den glatteste aal blandt Europas stortyver — han skulde ha kjendt den brede tyrenakke og de dorske øine blandt millioner . . . Og nu var taket glippet i det avgjørende øieblik.
Guichard sparket arrig til de sprukne gulvplanker, hvor Huysmann hadde staat og lekt med sine forfølgere. Hans sidste letetraad var brusten. Her stod han i en ukjendt by sammen med nogen snes forlorne Nick Cartere og skulde binde an med den uovervindeligste av den gamle verdens stortyver. Han fik stole paa den lykke, der hadde fulgt ham hele hans liv. »Heldig som Guichard« het det blandt hans kolleger.
Men hvad var det?
