bekjendt det mest ophøiede i denne verden, og denne følte sig særlig kaldet til at vise sine straalegaver. Føreren bandte, og konduktøren sekunderte, men vandvognen rokket sig ikke ut av den opstukne bane, før konduktøren med egen haand tok de magre vandøk og slet dem ut fra skinnegangen med mange utsøkte skjældsord . . .
Der gik et minut, der gik to . . . . og aarerne paa Huysmanns hals svulmet av raseri . . . . Endelig var veien fri, men i samme øieblik rullet en vældig gul automobil ind paa pladsen. En høi kraftig månd sprang ut av den og saa sig om med gnistrende øine og skjælvende læber . . . Bakefter kom to politibetjente . . . .
Hvad som nu hændte, hører til de merkeligste hændelser i Friscos rikholdige kriminalhistorie.
I samme øieblik som Guichards øine hadde opdaget det vældige tyreansigt i sporvognen, var det som om en staalfjær spændtes i ham. Han rev en revolver fra baklommen og styrtet efter sporvognen, som kun avanserte langsomt for at kunne ta op konduktøren, der endnu holdt de slunkne gamper i tøilerne og utøste sin irske sjæls glosekraft mot vandenes herre.
Da reiste Huysmann sig resolut, styrtet ut paa den forreste platform, grep den intet anende vognfører i kraven og kastet ham ut paa asfalten med hodet først. Fik derpaa tak i sveiven og dreiet den rundt paa fuld fart. Vognen gjorde et ryk fremover, og Guichard, der saavidt hadde faat tak i rækverket, blev slitt over-
