ende og rullet om ved siden av den skrækslagne og ilde medfarne fører.
Han samledes op av de amerikanske konstabler, som avfyrte nogen skud efter den elektriske flygtning. Ruterne splintredes i sporvognen og føk omkring Fjeld. Men saa stanset ilden.
Konstablerne stod i den formening, at manden inde i vognen var en passager, som nødtvunget var med paa denne farlige færd. Og Fjeld utnyttet denne chance, han strakte ut armene, slet sig i haaret . . . saa ophørte ilden.
Guichard fik hurtig sin aandsnærværelse igjen. Det er ham, skrek han, — det er Jaap van Huysmann, Europas farligste mand. 2000 francs til den, som griper ham.
De ilte alle hen til automobilen, og kort efter fløi den som en gul strek efter sporvognen . . .
Gaterne var forholdsvis øde og tomme. De første arbeidere kom ut fra sine hjem, en flittig kineser hang ut sit vasketøi, nogen avisvogne slang døsig frem og tilbake, mens de første streif av solen slikket hustakene.
Aldrig har nogen sporvogn været med paa en slik færd. Den for med støn og brak gjennem de snorrette gater. Al den levende kraft i dens indre vaaknet. Den var ikke mere en fredelig skinnegjænger, som gik sin rutebestemte vei. Staaldyret i dens buk løftet hodet, da det ikke mere følte de seige og klamme bremser
