Fjeld smilte. Der var kommet farve i hans kinder og glans i hans øine. Hollænderen saa forbauset paa ham.
—Hvad feiler Dem? spurte han. De ser ut, som om situationen morer Dem.
Fjeld gjorde et slag henover som for at prøve sine kræfter. Hans skridt var lette og elastiske, og det saa ut, som trætheten var strøket av ham.
—Hør, hr. Huysmann, sa han. Jeg tror sandelig, forbauselsen gjør mig helt frisk igjen . . . Nu begynder jo jagten, mand! Og De vil sitte herute og vise tænder og vente taalmodig til jægeren kommer. Forstaar De da ikke situationen? . . . Guichard vet ingenting med sikkerhet. Ellers hadde han forlængst været herute med en bataljon detektiver. Endnu er admiral Farragut Deres høiagtede ven. Be ham om en baat. Si at De har hastverk og at De vil bli sat iland i den lille chalup, som holder paa at sætte ut. Det er klart, at Guichard vil passe paa Dem. Formodentlig har han en automobil og nogen haandfaste fyre staaende paa et skjult sted i nærheten. Han vil følge efter baaten. Well, det vil han. Men da kan der bli en ny chanse til at narre ham . . . . Der gaar en sporvogn derinde rundt hjørnet,—kan De se den? La os nu se, hvor ofte den gaar . . . . Saa beregner vi den tid det vil ta at dampe tilland . . . Er De med?
Hollænderen nikket.
