mere gedigne Cabot har gode dage i et vel utstyrt kjelderværelse i nærheten av Brüssel. Jeg gjør hans arbeide,—vi skriver nemlig en merkelig lik haand. Nu gaar vi to iland sammen, og saa tar De fat, hvor min enøiede ven, François Delma, slap taket . . . Det er saa at si Deres pligt . . .
Den syke reiste sig paa den ene arm.
—Nei, sa han hurtig. Den tid er forbi. De maa ikke regne paa mig . . . Jeg har gjort op min konto med forbrydelsen . . .
Cabot saa forbauset op.
—Det har jeg ogsaa ofte sagt til mig selv, sa han grundende. Men vi, som er født med trangen til at staa utenfor geledderne, kommer altid til at føle os tilovers mellem samfundsskrankerne . . . . Jeg hadde en ven engang—en egte pariser. Bonnot het han. De husker ham kanske,—han blev skutt av politiet for nogen aar siden i en garage ved Paris. . . . Han sa bestandig: naar jeg faar lyst til at bli skikkelig, saa kvæler jeg den lyst med en mands liv . . . Han var en ulv, og han bet fra sig . . . De er i slegt med min ven Bonnot . . .
Manden i hængekøien smilte.
—De overvurderer mig, sa han ironisk. Det var længselen efter at hævde mig selv, som gjorde mig til tyv og morder . . . Jeg vilde være en ø blandt menneskene . . . en fæstning med jerntænder mot alt og alle . . .
