men saa bygget livet selv en bro mellem mig og den verden jeg foragtet . . .
—En kvinde? spurte Cabot.
—Netop! . . . og fra den stund nedla jeg mine vaapen. Jeg søkte at vaske blodet av mine hænder, jeg bandt vilddyret i mig, . . . indtil en dag altsammen brast . . . jeg blev en landflygtig, som tvættet min fortid i arbeide og slit, med døden susende omkring mig . . . Men der er ingen medicin for et sind som længter . . .
Franskmanden trak paa skuldrene.
—Og hvad vil De nu ta Dem for? spurte han utaalmodig.
—Eventyr og atter eventyr, mumlet den syke og væltet sig ut av hængekøien og strakte sine arme. — Det er veien for dem, som har lidt skibbrudd. Farer, anstrengelser og nød, —det er medicin for en mand, som har set solen gaa ned for altid . . .
Cabots ubevægelige ansigt fik et drag av mildhet og sympati . . .
—Hør paa mig, hvisket han indtrængende. De kjender mig. Jeg er Jaap van Huysmann. Det navn er jeg stolt av. Alle Europas blodhunde har jaget mig. »Den tause hollænder« staar øverst paa listen mellem den gamle verdens forbrydere. Men jeg har undgaat det uniformerte rak, . . . de har aldrig faat mig i sine hundehul, og de skal aldrig faa mig — levende, saa længe der er en patron igjen i min revolver . . . Aldrig
