—I kontanter?
—Selvfølgelig.
—Naar vil De ha pengene?
—Imorgen formiddag kl. 10. Jeg reiser videre ved middagstider med slagskibet »Ohio« til San Francisco, som admiral Farraguts gjest . . . Men hvad er det . . .
De reiste sig begge. Like nedenfor verandaen la en brasiliansk Chalup til kaien. Den elektriske buelampe kastet et skarpt lys paa en likblek mand, som med stor forsigtighet lempetes iland paa en sykebaare . . .
—Feber, sa amerikaneren og trak paa skulderen.
Men franskmanden blev længe staaende lænet mot balustraden i dype tanker. Kjendte han det bleke ansigt dernede? Eller mindet det ham om nogen?
Saa vendte han sig pludselig, tok farvel med amerikaneren og gik hurtig efter sykebaaren. Han naadde den igjen ved Røde Kors’ hospital, hvor den brasilianske læge netop holdt paa at konferere med vakten.
Den syke laa med lukkede øine. Haaret faldt ham ned i panden og kindbenene stak ut av det magre, men samtidig kraftige ansigt. Han trak pusten i tunge, hivende tak og sveddraaperne perlet paa hans pande.
Franskmanden bøiet sig over ham.
—Undskyld, sa han til brasilianeren. Mit navn er Aristide Cabot, hoveddirektør for Credit Lyonnais i Paris.
Den unge læge bukket.
—Jeg synes at drage kjendsel paa den mand der,
