sa han. Han ligner en ven av mig. Hvem er det?
—Ved ikke, monsieur, sa brasilianeren. Vi fandt ham liggende halvdød paa stranden et øde sted i Guyana. Hans føtter var opsvulmet og blodige som efter en forfærdelig marsj, hans klær hang i filler om ham . . . Han hadde øiensynlig ligget paa strandbredden i flere dage bevidstløs efter et voldsomt feberanfald . . . Men da vi fandt ham, var han paa bedringens vei, og regnbygerne reddet ham fra at dø av tørst, . . . det maa være en haard hals, monsieur.
Franskmanden nikket.
—Og hans nationalitet?
—Vet ikke. Han fantaserte i et sprog, som ingen av os kjender. Det var ikke fransk, monsieur . . .
—Og nu? . . .
—. . . er han utenfor fare. Feberen har forladt ham. Det er kininen, som har forgiftet hans organisme. Med god behandling vil patienten være frisk om nogen dager. Det er en ualmindelig kraftig mand, monsieur . . .
Franskmanden bøiet sig over den syke og saa nøie paa de brede hænder, som laa knyttet paa uldteppet. Saa brettet han skjorten op over den høire arm til albuen . . . Midt i den vældige muskulatur saaes et stort rødt ar, som efter et bit . . .
Da slap Cabot armen og pustet tungt . . .
—Det er ham, mumlet han.
