er paa veien til kjærligheten, og jeg er paa veien til hatet. Vor kurs er forskjellig. Men jeg tror, at det er den samme kraft som driver os . . .
—Hvad mener De?
—Det er fantasien i vort hjerte. Ilden i vort sind. Nu er det massen, som styrer aanden. Men engang vil det bli aanden som styrer massen. »Mens agitat molem« . . . De har været længe borte, dr. Fjeld, og har ikke set den forfærdelige sociale kamp, som nu har kulminert med den internationale storstreik. Det var organisationshumbugens sidste vældige krampetrækning. Nu er linen løpet ut. Virkelighetsfraseriet har uspillet sin rolle. Det graa matrikkelvæsen har set sin bedste tid . . . En ny romantik er under opseiling. Da blir der plads for den store, vidunderlige forening mellem videnskap og mystik, mellem fornuftens kundskap og hjertets længsler. Vi kræver sol over menneskets tanker, . . . vi kræver fest over livet . . . Se! . . .
Den fremmede strakte hænderne ut i ekstase mot øst, hvor det graa skylag i et overmodig lune av naturen splintredes av solens lanser . . .
Langt nede mod havbrynet steg der frem i morgenlyset en klippe, som høi og mægtig hævet sit brede bryst mot Atlanteren.
Det var St. Kilda.
Og solen brøt ind over »Vinland«s jernsider og kaldte alle frem i den unge, straalende, solsitrende dag . . .
