bærenhet . . . ingen forstaaelse . . . . vi drikker vand og sliter op kontorkrakker, . . . og livet skal forgraas og avfarves som denne Atlanter, hvor hav og himmel velter sig sammen i en eneste uhyrlig ensformighet . . .
Den fremmede trak pusten tungt og faldt tilbake i sin taushet. Han lukket øinene . . . . Fjeld hævet sig litt i stolen . . .
—Jeg tænkte engang som Dem, sa han. Det er ikke saa længe siden. Men jeg har lært mig av med at tænke — ute i den verden, hvor alle menneskets urfornemmelser lever sit skjønne utvungne liv. Jeg har i to aar været en landflygtig eventyrer, som har levet paa surrogater. Jeg har flakket fra sorg og savn til eventyrets helligdomme i urskogen. Paa dødens terskel har jeg staat de hundred ganger, men farerne gav mig mit livsmod igjen, de slettet ut, hvad der sved dypest i mit sind . . . Jeg har glemt at ærgre mig, jeg har begravet min misfornøielse. Jeg har, hvad jeg kræver av livet. Og ingen skal mere krydse min vei . . . For mig er nu livets maal at leve for dem jeg elsker, og det jeg elsker . . . Sandelig, der er en verden utenfor organisationerne.
—Og hvad er det for en verden? spurte den fremmede litt spotsk.
—Et hjem, sa Fjeld rolig.
Den fremmede nikket. Der var kommet et drømmende uttryk i de store øine.
—Maa jeg prise Dem lykkelig, sa han enkelt. De
