avsky for den forfærdelige jagt, som nu i vore dage drives mot individets ret — der har drevet mig og Dem ut . . . Vi er ensomme fnugg, som flagrer hit og dit. Der er ingen vei aapen for os, — for vor skapende evne, vor fantasi, . . . det maatte da være ute i eventyret eller forbrydelsen.
Fjeld kastet et hurtig blik paa sin fælle. Det var en merkelig mand at se til. Hans ansigt var overordentlig litet. Det bestod næsten kun av to flammende øine, der brændte som kul, og en stor uttryksfuld mund.
—De talte om en jagt, sa han.
—Ja, avbrøt den fremmede med en rivende hurtighet. Jagten paa menneskets fri tanke, paa jeg’ets utfoldelse. Ser De ikke, hvor alt personlig initiativ sprænges av demokratiets hunde . . . Vi blir alle nødt til at tænke indenfor organisationens indhegninger, der findes ikke mere enkeltmandstænkning, men massetænkning . . . Sammenslutningerne tænker for alle, foreningerne sørger for den aandelige forpleining, partierne greier med politikken, . . . og foran gaar demokratiets klappere og jager os ind mellem de andre dødsskræmte dyr . . .
De mater os med sine firkantete doktriner . . . De forstaar ikke, at det kun er av livet, man kan lære. Derfor maa man baade i den enkeltes opdragelse og i samfundets ordning ha mindst mulig av skjermbretter, formynderskap og forbud. Samfundets maal er at organisere friheten . . . . Spencer har evig ret . . . . Men
