—Er det længe siden, De var hjemme? spurte den ene efter en lang tids taushet.
Fjeld saa forvirret op. Hans sjæls traadløse bølger fløi foran ham.
—Det er et par aar siden, sa han.
—De længes tilbake?
—Ja, sa Fjeld, jeg længes forfærdelig . . .
Den anden smilte.
—Hør, sa han, jeg er litt av en psykolog og plager andre med mine iagttagelser. Tillater De, at jeg taler frit til Dem?
—Værsgod!
—De længes ikke til Norge, til fædrelandet, naturen der . . . til det smukke, borgerlige samfund . . . ikke sandt? . . De længes ikke til alt det usle smaasyn, til de daglige pirkerier, til alt det ildelugtende bygdepræk, som smigres med navnet politik . . . Heller ikke længes De til reaktionen derhjemme, til formynderiet og skjermbretterne . . . til de trange muldvarpegange, hvor de smaa ærgjerrigheter roter og stræver, . . . Si mig, har jeg ikke ret? . . . Nei, De længes efter to blaa øine og to kjærlige arme . . .
Fjeld nikket.
—De ser godt, sa han.
Den anden lænte sig imot ham.
—Det er mit hat til det samfundsmæssige vanegjængeri, som har lært mig at se, hvisket han indtrængende. Det er min foragt for organisationen — min
