veien . . . Altsaa 489, . . . skriv det op paa mansjetterne . . . . Jeg stoler paa, at dere gjør godt arbeide. Vent saa, til jeg kommer. Bland ingen av hotelbetjeningen op i saken. Dere har jo polititegnet, hvis det kniper . . . Om en time er jeg tilbake. Og da haaber jeg, dere har ham . . . .
Fjeld og Hart sat i den store spisesal — det skjønneste tempel i verden til Lucullus’ minde. Men hvem var den unge dame, som sat sammen med dem? Var det mulig, at denne blændende vakre ladylike kvinde i det smakfulde og utsøkte toilette var den samme, som . . .? Jo, saa sandelig var det ikke Bessie Lecouvreur fra Dawson City som sat der mellem millionløverne, frit og utvungent, som om hun aldrig nogensinde hadde spillet poker til den lyse morgen med en bande halvfulde mandfolk. Det gamle, franske blod i hendes aarer ledet hende trygt ind i det nye liv. Hendes bevægelser var naturlige og frie, og hun bar det skjønne hode, hvori den lille touche av Chippewastammens glød kun var et flatterende plus, med en overraskende fri værdighet. Man skulde ha svoret paa, at den unge dame hele sit liv hadde færdedes i de cirkler, hvor moden er alfa og omega. Men Bessie selv følte sig ikke saa sikker. Det var likesom, der banket et andet hjerte i hendes bryst. Lykken var kommet saa overraskende til hende . . . . og nu sat Pierre Lecouvreurs datter og gjorde bot i sit hjerte for sin ung-
