vi skal finde adskillige mord og tyverier, naar vi begynder at rote efter i Stones liv . . . Han ser ut som en ærlig mand. Det gjør de fleste fremragende forbrydere . . . »Imperator« gaar imorgen til Hamburg. Formodentlig er Stone tysker. Han vil søke at undslippe med den baat. Men han kommer ikke fra Newyork. Pinkertons slipper ikke sit bytte. Stone er solgt. Hans guldaare vil ikke hjælpe ham. Han har kaldt mig en dumrian. Det ord skal han faa æte i sig igjen . . .
Admiralen trykket hjertelig hans haand. Og Dan O’Kellys lille skikkelse forsvandt i vrimlen som en røskat i en kornaker. Utenfor hallen traf han to civile detektiver. Det var overordentlig kraftige folk, klædd efter sidste mote med blomster i knaphullerne og kulørte veste. Deres overdrevne velklæddhet røbet deres nivaa. De var almindelige slaaskjæmper for den almene sikkerhet, og deres sjæle slumret i deres muskulatur.
—Dere gaar like op til værelse 480, sa han hurtig. Laas dere ind med nøklen her og laas døren igjen efter dere. Vent til manden kommer. Kast dere over ham bakfra. Saa pent og stilfærdig som mulig. Det er en farlig fyr og meget sterk . . .
De to muskelmænd smilte haanlig.
—Og selvfølgelig er han bevæbnet, fortsatte O’Kelly. Men revolverskud maa ikke høres. Dere maa negle ham i første omgang. Haandjern og knebel, hvis han skulde skraale. Saa bærer vi ham i al stilhet hen til vareelevatoren og lar den gode hr. Stone gaa kjøkken-
