fra Europas nordlige utposter under sine korsbannere . . . Og der længst mot syd, like under Sydamerikas øverste rand, dampet Argentinas og Brasiliens slagskibe mot øst.
Det var et storartet syn.
Der straalte en vældig vifte av krigersk festivitas ind mot den tynde tange, som binder en verdensdel sammen. Og viftens haandtak var Colon.
Det lille pesthul, som i aarenes løp i taushet har lagret den ene mægtige kirkegaard over den anden hadde denne vaardag fiffet sig op med alle livets skjønneste farver. Døden hadde jo gjort sit arbeide, feberen hadde sopet tusinde efter tusinde med sig, mens muddermaskinerne grøftet og grov sig frem fra myr til myr,—helt op til den sidste skjæring ved Panama.
Men nu hadde den sidste mudderbaat tømt sin stinkende ladning i det Stille Hav, Chagresfloden fik slippe løs paa de store indsjøer, de sidste arbeidere begravdes, de siste ladninger dynamit lavdes til salutskud og den sidste voldtægtsneger lynchedes.
Og saa tok krudtet fat. Ikke det røksvake, hidsige nitroglycerinkrudt, der staar som en eneste lue ut av kanonernes svelg. Nei,—idag kom det fredelige sorte krudt atter til værdighet. Det dundret og smalt, saa lydbølgerne rullet ind over aaserne, og de tykke sortuldne røksøiler la velbehagelig sin sot fra sig ved panamakanalens bredder.
For en dag det var!
