doser lammer aandedrætsmuskulaturen og dræper et menneske i brøkdelen av et minut, danner en kjærlig opløselig dobbeltforbindelse med guld. Man maler og knuser den guldholdige sten til mel og behandler det med cyankalium, som klynger sig fast til guldet. Man kan paa denne maate utvinde det sidste guldstøv av store sandberge, som allerede er utpint av kviksølv . . . Jo, guldet er en gift og en medicin . . . Og ser man saken æstetisk an, vil man komme til samme resultat. Ingen kan negte, at guldet har en utpræget evne til at forene sig med menneskets daarligere egenskaper — de giftige dispositioner i vort sind. Der skal en kjæmpemæssig karakterens konstitution til for at taale guld i store doser. De allerfleste naturer forgiftes av »det ædle metal«. Det skaffer mennesket tørst efter falske livsværdier. Det svækker den ærlige kraft i ens arbeide, der gjør ens hjerte haardt, ondt og begjærlig. Nei — der er ingen lykke med guld. Det er det moderne livs farligste vaaben, — et blinkende sverd, som ofte vender spidsen mot en selv. Det kjæler for lurvetheten og inkassatortilbøieligheterne, det gir de svake rygge sit knæk, det bøier sindene i støvet for uproduktiv spekulation og falsk autoritet . . .
—Hør, hvisket Hart. Der kommer nogen . . .
De reiste sig hurtig og grep sine geværer . . . Det knaste i løvet, og en stor hund sprang frem paa den aapne plads. Det var ulmerdoggen fra Bashwells street. Dens blodunderløpne øine flakket frem og tilbake mel-
