—Det er vel feberen som raser i mig. Den kommer altid igjen. Feberen fra sumperne ved Orinoko. Det er som en kvern, der maler syner i mine aarer. Den samme melodi — evig og altid . . . Og det samme skjønne forlokkende billede. En kvinde som læner sig over et sovende barn . . .
Hart bøide sig hen mot sin kamerat.
—Bli med til Dawson, sa han indtrængende. Der kan du faa medicin . . .
—Medicin, svarte Fjeld haanlig. Jeg trænger bare en medicin. Og den har jeg her. En medicin for en ond samvittighet og en nagende anger . . . Jeg trænger en gift, som kan fortrænge de andre gifte i mit blod . . .
—En gift . . .?
—Ja — guldet. Det er den farligste gift blandt menneskene. Den er værre end stryknin og arsenik. Men jo mere dødbringende en gift er, desto mere virksom er den som lægemiddel. Arsenik er vidunderlig i sine virkninger. Den støtter legemets vitale kraft paa en forbausende maate. Morfinen er dødssmerternes fiende, og stryknin i smaa doser kan skjænke en halvblind mand synet tilbake.
Og læg merke til guldets venskap med de sterke gifte. I gamle dage blev guldet utvundet av de knuste sten ved hjælp av kviksølv. Guldet amalgamerer sig nemlig med dette giftige, flytende metal.
Men kviksølv var likesom ikke giftig nok. Og i vore dage har man fundet ut, at cyankalium, der i smaa
