lem de tre mænd, som stod ved den uttørrede bæk. Det var, som om den søkte en fiende, . . . men ingen fandt. Langsomt gik den fremover med en sagte knurren og bøiet hode . . .
—Det er Efraims hund, sa Sitka Charles. Skyt den!
—Paa dem! ropte en myndig kommandostemme borte ved skogbrynet. Og en halv snes mænd traadte ind paa pladsen, bevæbnet til tænderne. Foran gik en høi mand i uniform. I den bakerste række saaes Bonanzakongens røde ansigt. Den uniformerte mand gik hen til Fjeld.
—Jeg er sherifen i Dawson, er du Johny Stone?
—Javel, hr. sherif, svarte Fjeld koldblodig. Min ven Hart der og jeg holdt netop paa at tale om Dem. Vi ønsket Deres assistanse ved at lovfæste vort skjærp her. De kommer, som De var kaldet . . .
Sherifen saa et øieblik forvirret paa den høie, bleke mand med de kloke træk.
—Naa, sa han, dere har fundet noget her . . .
—Som De ser . . .
—Ja, det faar De neppe noget godt av, mr. Stone. Jeg har en telegrafisk arrestordre paa Dem.
—Virkelig? Og hvorfra?
—Fra San Francisco.
—Og hvad gjælder affæren?
—De er beskyldt for mord.
—Hvem skulde jeg ha myrdet?
