hos ham.“ Tilsvarende hertil er Fr. 10–24–2–2, hvor det forudsættes, at indstævnte har valget mellem at betale og at fæste ed. Sker intet af dette, tages der ved exekutionen dobbelt saameget. Som exempel paa behandlingen af en ved delikt opstaaet ikke vitterlig fordring, kan nævnes Fr. 13–11 om landnam. Der forudsættes her, at forbud var nedlagt, hvorfor den skyldige ved selve overtrædelsen ikke alene forbrød landnams-, men ogsaa ransbod, hvorhos han havde at erstatte den gjorte skade. Vil han nu hverken fæste gods eller ed, skal man ved exekutionen „tage saameget gods, som han er brødig, og endnu ligesaa meget desuden, og have bønderne eden (hafi bœndr eið)“. – Om fordring paa erstatning for tilføiet skade paa kvæg bestemmer ligeledes Fr. 10–24–3, at hvis skyldneren hverken vilde bøde eller fæste ed, skal der ved exekutionen tages dobbelt saameget.
Vi have opført denne række af lovtexter for ved hjælp af den ene at kunne belyse den anden. Som man vil have seet, siger en stor del af dem udtrykkeligt, at vægring ved at betale vitterlig gjæld var ran og bevirkede forbrydelse af en ransbod til kongen. Hvad der imidlertid for en del fordunkler klarheden af den heri begrundede slutning, er den omstændighed, at en anden flerhed af lovstederne slet ikke ved kravet nævner noget om ran og ransbod, men dels derom forholde sig ganske tause, dels først ved exekutionen efter thingsdoms afsigelse lader en ransbod blive indkrævet, ja Jerns. kap. 113, der i dette punkt ikke engang er ganske enestaaende,[1] synes ved at gjøre baugens udredelse til kongen afhængig af den kongelige ombudsmands nærværelse ved exekutionen endog at ville have den betragtet som en sportel uden nogen forbindelse med den dømtes forhold ved kravet. Veies imidlertid hin række af udtrykkelige, af hinanden uafhængige, i forskjellige love og for forskjellige tilfælder afgivne vidnesbyrd, ifølge hvilke det var nægtelsen af ved kravet at rette for sig, der
konstituerede ransforbrydelsen og betingede ransboden, og erindres
- ↑ Gul. kap. 77, Jerns. kap. 94. Jerns. kap. 113: Sóknarmaðr (d. e. kongens ombudsmand) er skylldr at fara til ok oðlast með þvi konungi baug til handa, en ef hann vill eigi fara, þá fellir hann með þvi baug.