hjem, – hele dagen kan bruges til stævne, – og søge det landnam som andet vitterligt gods.“[1] Videre Fr. 10–1 om selvtægt: „Hvis der bliver taget, da skal hin fare efter, som eier de ting, med vidner og kræve sit. Men hvis han holder paa det og ikke lader det løst, da foreligger der ran“, – og Fr. 5–13 om at tilbagefordre af aarmanden, hvad han urettelig havde taget i besiddelse i kongens navn: „Hvis aarmanden ikke vil give slip derpaa, da skulle de kræve godset, og hvis han da ikke lader det løs“, sker exekution, hvorved tages dobbelt saameget, som vidnesbyrdene udsagde, „have han sit, men bønderne det, som er mere.“ Mest betegnende er dog Bj. kap. 44, der handler om voldsomt ran (haandran, fordi gjenstanden tænktes revet ud af den retmæssige besidders haand): „Hvis en mand raner en anden med haandran, og denne skirskoter, da betale hin 3 mærker til kongen og bymændene. Det heder haandran, hvis han tager ham det ud af haanden. Men hvis han nu gaar, da skal han gaa efter ham med husfaste mænd som vidner og erklære ham skyldig ransbod og kongens ret. Men hvis han ikke vil give ham sin eiendomsgjenstand i hænde, da er han brødig andre 3 mark“, hvorpaa han bliver at dømme for to gange forøvet ran. – Ogsaa det følgende kapitel indeholder exempel paa, at vægring af at udlevere en ranet gjenstand atter var ran.
Er sagen fra først af ikke vitterlig, men den sagsøgte vægrer sig ved at fæste dóm eller i den senere tid ed, erklærer Gul. kap. 37 ældre red. ham brødig 18 øre til kongen, hvorhos der om exekutionen siges, at man skal „tage af ham 18 øre kongen til haande, men ham (sagsøgeren) dobbelt saameget, som han havde tilgode hos ham.“ Den yngre redaktion siger om det samme: „Hvis han ikke vil gjøre nogen af delene (betale eller fæste ed), da sander han sig gjælden paa hænde; da skal sagsøgeren skirskote det under vidner og stævne ham til things for ran.“ De 18 øres bod rettes her til 12 øre, og om exekutionen heder det, at
man skal tage dobbelt saa meget af ham, som han havde tilgode
- ↑ Stedet lyder ordret: og søge det vitterlige gods, som andet landnam, hvilket i grunden giver samme mening, men vel kun er en skrivfeil.
