da skal han kræve ham og erklære ham skyldig i ran, med mindre han da betaler ham. Nu hvis han svarer: jeg kjender ikke loven, men jeg retter mig efter, hvad thingmændene kalde lov, da maa han stævne ham til things“. – Herpaa følge nogle bestemmelser om at skyde fra det ene thing til det andet. – „Men hvis han ikke bød thingmændenes dom for kravet, da bliver han brødig en baug til kongen, men for hin øges hans gods til det dobbelte.[1] Men hvis en mand skyder sin sag til thingmændenes dom, da bringer han dermed sagen til at bortfalde; da skal han paa thinget lede sine vidner, at han har søgt det gods efter loven (osv. om thingsagen)“.
Man ser altsaa heraf, at søgsmaalsmaaden i vitterlig sag var væsentlig kortere end i uvitterlig, men at ogsaa den maatte begynde med hjemstævning. Ved det derpaa følgende møde paa indstævntes gaard fremsatte sagsøgeren sin fordring, hvilken i modsætning til kvaða i uvitterlig sag her kaldes kraf, krav. Saavidt er alt klart; men hvad videre fulgte, er gjenstand for meningsforskjel. Man har nemlig villet forstaa de anførte bestemmelser paa følgende maade: Indstævnte kunde enten svare, at han ikke kjendte loven; i saa fald var hans opførsel ikke ran, naar han henskjød sagen til thingmændenes dom. Eller han kunde simpelt hen svare, at han ikke betalte; i saa fald var hans opførsel ran, og han blev brødig en baug til kongen. Men desuden kunde sagsøgeren selv („hvis en mand skyder sin sag etc.“) ved kravet eller umiddelbart ved hjemstævningen skyde sagen til thinget; i saa fald bragte han ogsaa baugen til at falde bort, men for sig selv paaskyndede han sagen, og hvis han ikke var ganske sikker paa sine vidners godhed, kunde han tillige maaske undgaa den fare, at modparten tilbød ed, idet det altid var et forsøg værdt, om ikke thingmændene dog kunde ville tage hans vidner for gode. Hermed, har man sagt, var i princippet den nyere rettergangsmaade med bedømmelse af vidneudsagnenes indre vægt fuldstændig indført,
og det stod kun tilbage efterhaanden mere og mere at be-
- ↑ Med hensyn til den rigtige oversættelse af udtrykket hálfu meir o. lign. jfr. Fritzner under hálfa og v. Amira p. a. s. p. 249.
