lov og retssædvane skulde ansees at have, eller hvilke følger, der i det foreliggende tilfælde flød af dens stiftelse, aabnede fremdeles mulighed for tvivl og tvist. Men det er klart, at begreber som rettighed og rettighedens indhold i hine tider, om de end i deres yderpunkter kunde adskilles, dog i virkeligheden stadig maatte løbe over i hinanden, og at navnlig vidnerne maatte blive tilbøielige til at udtale sig om begge dele, hvorved det vitterlige endnu mere opblandedes med det retsgyldige. Og i saa henseende stod erfaringsvidnerne paa endnu usikkrere grund, idet deres vidnegjenstand allerede i sig selv indbød til at udviske forskjellen mellem hvad de vidste, og hvad de mente. Selv om derfor domen fandt leilighed til at benytte en af vidnerne ikke allerede paapeget lovanvendelse, saa kunde dette ikke paafalde som noget fra vidneudsagnet væsentlig uensartet; det var kun en stærkere fremhævelse og præcision af det retslige moment. Men ligesom vidneudsagnet paa denne maade i indre værd og retslig virkning rykkede domskjendelsen meget nær,[1] saaledes bragte den form, hvorunder man under en fortsat strid gjorde kjendelsen gjældende, denne atter, omend saa at sige fra modsat side, i forbindelse med skirskotningsinstitutionen. Det var jo nemlig gjennem de ovennævnte dómsuppsøguváttar, altsaa gjennem skirskotningsvidner, at domens udslag selv blev vitterligt og brugbart. Seet fra dette punkt maatte den rettighed, som i kjendelsen erklæredes at tilkomme nævnt mand, klarlig indtage ganske den samme stilling ligeoverfor en kommende retstvist, som den rettighed, hvis stiftelse skirskotedes under kontraktsvidner. Som udgaaende fra en forud dreven strid kunde den være nøiagtigere bestemt og klarere udtalt end denne, og derfor i ringere grad indbydende til fortsat uenighed; men ingen afgjørelse er sikker mod at betragtes med forskjellige øine, og opstod der tvist, havde kjendelsens ihændehaver at fremføre sine dómsuppsøguváttar til bevis for sin derved erhvervede ret, ganske paa samme maade, som den, hvis ret fra først af var gjort vitterlig, fremførte de vidner, hvorunder den i sin tilblivelse var bleven skirskotet. Kommer altsaa den formelle[1]
