foregaaende livsvilkaar og stilling ligeoverfor erfaringsgjenstanden[1], men ikke deres udsagns indhold. Dette ikke blot faldt, men stod ogsaa med habiliteten.
Idet saaledes skiladomen ved at tage de fremførte erfaringsvidner for gode, gjorde dem til vidner og sagen vitterlig, kom den forsaavidt til at faa en indflydelse paa beviset. Men heraf turde man ikke kunne slutte, at den ogsaa selv kun var et bevismiddel; thi dens virksomhed gik et vigtigt skridt videre. Idet den udtalte anerkjendelsen af vidnerne, sagde den tillige, hvad der paa det saaledes fundne grundlag af fakta i det foreliggende tilfælde var ret, d. e. den anvendte loven paa den indbragte sag og tilkjendte derved den vindende eller frakjendte den tabende en paastaaet rettighed.[2] At dette i mange, ja vistnok i de fleste fald var letvindt nok, fordi de egentlige retsspørgsmaal endnu som oftest vare for enkle til, at tvivl derom kunde opstaa, naar først den faktiske sammenhæng var bragt paa det rene, skal villigen indrømmes; men paa den anden side vide vi, der ogsaa i hine tider kunde opstaa spørgsmaal om, hvad der var lov, og vi behøve vel heller ingen udtrykkelig anvisning for at turde formode, at der ogsaa da bar været sagsøgere, som enten ønskede at lade vidnernes faktiske grundlag gjælde for mere, end det indeholdt, eller i det mindste forsøgte derpaa at bygge en ulovhjemlet og for vidtgaaende paastand. Dog maa man ikke i kilderne vente at finde disse forskjellige momenter i domens virksomhed bestemt og ved enhver leilighed systematisk adskilte; til institutionens fulde forstaaelse have vi vistnok maattet tage dem hver for sig, men for de gamles kun lidet theoretiske opfatning sluttede de sig sammen i en eneste fortløbende forretning, der ofte kun betegnedes efter dens mest fremtrædende led, snart med udtryk som, at vidnesbyrdene bares eller toges tilfulde, eller at man nød sine vidner, snart
ved, at domen dømte eller lagde domsord paa, eller at domsmæn-
