den almindelige, af os først nedenfor behandlede fremgangsmaade i vitterlig sag, hvilket tydelig nok betegnes ved indledningsordene: svá skal vita fé sœkja. Derpaa følger anden del, som ogsaa taler om søgsmaal af penge og gods (fjársóknir, fjárskuldir). Da nu vitterlige sager allerede ere skildrede i første del, maa formodninningen strax være for, at der her gaaes over til de ikke vitterlige, og nærmere undersøgelse viser, at dette virkelig forholder sig saa. Den fælles indledning for hele anden del dannes af ordene: „men om alle de søgsmaal af gods, som ikke maa søges med lovkjævlen.“ Men ved de sager, der maatte søges med lovkjævle, menes, som nedenfor skal blive paavist, de ikke vitterlige sager, der begyndte med nedlæggelse af processuelt forbud; da nu imidlertid kun en enkelt art af ikke vitterlige sager indlededes paa denne maade, saa ligger det ligefrem i udtrykkene selv, at de følgende bestemmelser gjælde og have anvendelse paa de øvrige, ikke – vitterlige sager. At de kun gjælde disse, fremgaar derimod som bemærket ved sammenligningen med første del, hvor vitterlige sager allerede ere behandlede. Overensstemmende hermed er da ogsaa selve indholdet af anden del. Som ovenfor godtgjort havde ikke vitterlige søgsmaal af gods ifølge den ældre Frostathingsret to former, eftersom erfaringsvidner havdes eller ikke, og ganske rigtigt falder nu ogsaa den anden del i to led, hvoraf det første handler om det tilfælde, at vidner havdes (en um fjársóknir þær allar er eigi má með lagakefli sœkja ok eru þó váttar til), og det andet, hvor et eigi ifølge det ovenfor sagte maa indskydes, om det tilfælde, at vidner overhovedet ikke havdes (en um þær fjárskuldir er vitni eru eigi til). At de i første led omtalte vidner ere erfaringsvidner, tør derfor neppe kunne underkastes tvivl, saameget mere som de i forbudssager brugelige vidner altid vare erfaringsvidner, og sætningen: „Men om alle de søgsmaal af gods, som ikke kan søges
med lovkjævlen, og hvor der dog (d. e. uagtet lovkjævlen ikke be-
þá stefni heim til þingstefnu. En ef hann hefir sýn fyrir sér, þá halldi hann upp løgeiðum, eða bœti som menn meta. En ef hann vill hvárki, þá fari bœndr at honum ok taki af honum hálfu meira. En sá er eigi ferr til, hann er sekr baugi.
