Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/38

dóm havde ret, eller om de udtoges blandt første anden dóms mænd, tør derimod ikke afgjøres.

Vi komme efter dette tilsidst til de forandringer, som endnu i provindsiallovenes tid kunne sees at være indtraadte i behandlingen af de ovenfor skildrede søgsmaal. Gul. kap. 37 viser nemlig, at kong Magnus Erlingssøn^[1] eller vel rettere rigsmødet i Bergen 1164 under ledelse af hans fader Erling af Stødle ligefrem har afskaffet skiladomen i saadanne uvitterlige sager, hvori erfaringsvidner ikke fremførtes, og det uden at egentlig noget andet sattes istedet Medens indstævnte hidtil ved kvaða havde at fæste skiladóm, og denne efter at have hørt klagerens paastand skulde dømme indstævnte til en de, hvis størrelse dog simpelt hen rettede sig efter fordringens og derfor paa forhaand af enhver kunde udregnes, blev fremgangsmaaden herefter den, at indstævnte ved kvaða skulde fæste selve eden, d. e. erklære sig villig til at aflægge den ed, som loven fastsatte for et krav af vedkommende størrelse. Saaledes som Fr. loven nu foreligger os, findes der i denne ingen hertil svarende bestemmelse. Ikke desto mindre viser Bj. kap. 158, der i forkortet udgave gjengiver Magnuses retterbod, at ændringen ogsaa er bleven vedtagen i Frostathingslagen.^[2] Imidlertid behøver man dog ikke at lede længe efter en forklaring paa Fr. lovens taushed. Jævnfører man nemlig det nævnte sted af Bj. retten med det i sin nuværende form uforstaaelige kap. 24 i Fr. lovens 10de bolk, der forøvrigt ord til andet er ligelydende med

Bj. kap. 158, saa ser man, at Fr. loven har udeladt et eigi som

1. At det er denne konge, derom se Konrad Maurer, Die Entstehungszeit der älteren Gulathingsløg, München 1772 p. 48 flg.
2. Bj. kap. 158: – En ef þær eru skuldir er eigi eru vitni til, þá skall stefna honum heim til þingstefnu ok þing siðan. En hann eigi kosti tvá, lúki skuld eða vinni løgeiða, eðr bœndr fari at honum ok taki hálfu meira. – Stedets sammendragne udtryksmaade bør neppe forlede til at forstaa det, som om thing øieblikkelig blev at stævne og eden at fæste paa thinget; det er klart, at sagsøgeren ogsaa nordenfjelds maatte være tilfreds med, at modparten allerede paa fremsættelsen af kvaða svarede med at fæste ed, og sagsøgtes forpligtelse hertil udtales i Gul. loven saa bestemt, at noget andet vist heller ikke har gjældt i det andet lagdømme.