Hopp til innhold

Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/287

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

menige mands bevidsthed og gjorde det umuligt i længden at holde paa læren om vitterligheden som grundlag for procesordningen, faldt det efterhaanden ogsaa bønderne paa thinge vanskeligt uden ledelse at dømme efter lov og ret. De lovkyndige kom mere og mere til at træde frem foran de øvrige thingmænd og dannede under navn af lagmænd et slags frivillig og oprindelig formløs lovkomité, der under almuens tilslutning afgjorde de forebragte retsspørgsmaal. Men eftersom lovkundskaben stedse mere gik over til et særeget studium, aftog lagmændenes antal paa samme tid, som deres stilling voxede i anseelse og tillige i formen og ikke alene ved de lavere thinge, men ogsaa ved lagthingene blev en ledende. Hvervet blev et ombud, og ombudet, som det synes under Sverre, et kongeligt embede, der i hvert distrikt kun beklædtes af én. Havde statsidéen gjennem sit ældste organ, thinget, trængt sig frem og tilintetgjort samfundets private retspleie, saa maatte nu paa sin side thinget vige for et sig selv mere bevidst og derfor bekvemmere organ, kongen og den fra ham udgaaende myndighed. Under Haakon Haakonssøn fik lagmandens udenfor thinget afgivne orskurd samme gyldighed som en thingsdom.

Endelig lykkedes det ogsaa at omdanne den private sætterstefna til en offentlig institution. Den havde oprindelig kun skullet mægle forlig i utlegdssager, men sattes efterhaanden i forbindelse med thingene og blev tilsidst i strafferetssager disses vigtigste bestanddel, idet den efter lagmandens anvisning idømte den anklagede de for tilfældet passende bøder.

I Magnus lagabøters love samle alle disse ændringer sig i et nyt system, hvilende paa den grundbetragtning, at retten er et udtryk for statsvillien. Mange ville maaske finde den ældre rettergangsmaade mere tiltalende. Den var i ethvert fald et ligesaa ædelt som enkelt og hensigtssvarende udtryk for et ufordærvet, kraftigt og selvraadende folks oprindelige retsfølelse. Derfor besad den ogsaa hin stærke foryngelsesevne, der i fortsat udvikling formaar at omdanne det ubrugelige og ud af sig selv at skabe nye midler for nye krav.