og offentlige bøder, saa begyndte man at forstaa dette, som om det gjaldt sportler til thingmændene og den kongelige ombudsmand for deres deltagelse i exekutionen. Ogsaa denne gik altsaa over til en offentlig forretning. Paa alle punkter trængte den seirende statstanke sig frem.
I nøieste forbindelse med denne omvæltning af processens indre ordning stod en række forandringer i thingorganisationen. Denne var oprindelig følgende: I hver bygd havde man et thing, hvilket i Throndhjem kaldtes fylkesthing, i det øvrige land hereds- eller fjerdings- (ogsaa trediedelsfylkes-) thing. Over disse stod som thinge for videre kredse i Throndhjem to og fire fylkers thing og andetsteds fylkesthing. Endelig kom øverst lagthingene, af hvilke Frostathing samlede nævndemænd fra hele det nordenfjeldske til og med Romsdalen med undtagelse af Haalogaland og maaske Namdalen, og Gulathing fra de vestlige fylker fra Agder til og med Søndmøre. Desuden havde det egentlige Thrøndelagen fra gammel tid i Ørethinget en thingforsamling, der synes at have staaet jævnsides med Frostathing og at være bleven regnet med blandt lagthingene. For Viken var Borgarthing det fælles lagthing. For Oplandene har derimod Eidsivathing nærmest kun været lagthing for de tre fylker, Raumarike, Ringerike og Hadafylke; men det gjaldt om de øvrige oplandske fylkesthing saavelsom om Haalogaland og de øvrige udenfor lagthingskredsene staaende landskaber, at de fulgte den ret, der var knyttet til egnens store lagthing som udgangspunkt. I et lignende afhængighedsforhold synes ogsaa Borgarthing oprindelig at have staaet til Eidsivathinget.
Paa lagthingene dannedes der en egen forberedende domskomité, lagretten, der i virkeligheden var den afgjørende ved domsafsigelserne; ved de lavere thinge dømte bønderne umiddelbart.
Denne ordning synes at have fundet sin endelige stadfæstelse under Olaf den hellige, men skriver sig dog for Gula- og Frostathingslagens vedkommende i det væsentlige allerede fra Haakon den gode.
Idet retssætningerne imidlertid begyndte at voxe ud over den
