I det foregaaende have vi punkt for punkt undersøgt og fremstillet, hvad vi have anseet for hovedtrækkene i den ældste norske rettergang. Det staar igjen til slutning at samle resultaterne til et sammenhængende og overskueligt system.
Det oldnorske samfund bestod af fri, selvraadende mænd. Forsaavidt som den indbyrdes sikkerhed og samfærdsel og det daglige livs behov henviste dem til hinandens hjælp og i kraft af den menneskelige naturs nødvendighed drev dem over i fællesskab og gjensidig afhængighed, fik statsidéen evne til at skabe sig organer, men disses virksomhed og styrke havde til alle sider indrømmelsens skarpe begrændsning, og endnu under den retsforfatning, der træder os imøde i folkets ældste skrevne love, er det den private frihed til fuld selvbestemmelse, der danner grundlaget for den herskende betragtning af samfundsforholdene.
I retsforfatningen finder denne synsmaade sig naturligvis skarpest afpræget. Retten havde hos de gamle ikke karakteren af en statsvillie, men dannede uafhængig af enhver saadan udtrykket for samfundets, hos dets enkelte individer hvilende, ethiske betragtning af menneskenes indbyrdes forhold. Heraf fulgte, at der ikke umiddelbart forelaa nogen nødvendighed for at benytte statens organer, naar man vilde faa konstateret, hvad der i det enkelte tilfælde var ret; thi dette formaaede private mænd at sige. Der uddannede sig derfor en række retsinstituter, ved hvis hjælp man saa længe som muligt søgte at undgaa det offentliges inddragelse i private forhold; først naar man ad denne vei ikke var istand til at værne om sin ret, fandt statsbegrebet adgang til at gjøre sig gjældende som et gode, der imødekom en trang.
Af disse private retsdannelser var læren om vitterligheden det dybtliggende grundlag, hvorpaa de øvrige havde afleiret sig. Da det var gjennem individernes personlige opfattelse, at retten
