Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/278

have noget med bevislæren at gjøre; tvekampen var simpelt hen en okkupationsmaade, der ganske fornægtede retten og følgelig ikke kunde have sin grund deri.^[1] Den var i denne skikkelse at anse for en levning fra en tid, da retsbevidstheden endnu ikke havde formaaet at underlægge sig alle i samfundet virkende personlige interesser. Men havde man først paa det udenretslige omraade hin sætning, er det klart, at den uden ændring af grundtanken med lethed lod sig overføre til forefaldende retstvister. Den ret, klageren som enhver anden havde til at udfordre sagsøgte til tvekamp om den bestridte sag, kunde han ikke tabe ved at indlede søgsmaal for dóm og thing, og han kunde altsaa til enhver tid afbryde rettergangen og tage sin tilflugt til vaabenafgjørelse. Dette se vi ogsaa Egil Skallagrimssøn to gange gribe til.^[2] Men med den samme nødvendighed følger det af den første sætning, at ogsaa sagsøgte i en retstvist maatte have adgang til at foreslaa tvekamp; thi det vilde have været et spil med regler, om han skulde have været nødt til at bie, indtil klageren havde vundet sagen og ad retslig vei var kommen i besiddelse af tvistens gjenstand. I Egils saga siges det ogsaa udtrykkeligt, at det var lov og gammel sædvane, at det var hver mands ret at udfordre en anden til holmgang, enten han skulde forsvare sin sag eller var sagsøger.

Af denne korte, men, som vi tro, let overskuelige fremstilling, tør det altsaa fremgaa, at tvekampen i Norge var en udenretslig afgjørelse af sagen, der ikke stod i nogen begrebsmæssig sammenhæng med bevislæren. Saameget mindre kan man følgelig henregne den til en bestemt klasse af bevismidler, hvilket de have forsøgt,

der optage den blandt gudsdommene.^[3]

1. Jfr. Fr. Brandt, Brudstykker af Forelæsninger over den norske Retshistorie, § 71, og det der citerede Gul. kap. 314.
2. Egils saga kap. 57 og 68.
3. Se iøvrigt Maurer, Kritische Ueberschau etc 5te bind, München 1857 p. 222 flg, hvor tvekampens uafhængighed af beviset fra et fælles-germanisk standpunkt tilfulde er godtgjort. Jfr v. Amira p. a. s. p. 291.