Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/238

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

udtrykt sig, som om thingets dom regelmæssig var en atfarardóm d. e. en beslutning om umiddelbar atfør[1]; men at dette neppe turde være formelt nøiagtigt, fremgaar allerede deraf, at der efter thingsdommens afsigelse endnu fra sagsøgerens side rettedes en opfordring til den tabende modpart om efterkommelse. Først hvis denne opfordring ikke toges tilfølge, henvendte hin sig til thingmændene og bad om atfør, hvilken de ikke kunde nægte ham. Dette viser, at der ikke i kraft af dommen paalaa thinget nogen pligt til selv at sætte sig i bevægelse for at faa den udført, men at dette var den vindende klagers egen sag[2], idet han blot havde ret til at fordre hjælp under udførelsen; gjorde han altsaa ingen saadan henvendelse, skede der heller ingen atfør. At denne ikke var nogen thingforretning, sees ogsaa deraf, at sagsøgeren kunde tage med sig saa faa eller mange af de tilstedeværende, som han troede at have brug for, medens et fuldgyldigt thing dog mindst maatte bestaa af fjerdeparten af thingkredsens bønder eller i et enkelt undtagelsesfald af syv og tyve. Paa den anden side lader det sig vistnok med fuld grund antage, at ogsaa andre end de i thinget deltagende bønder faldt i samme bødestraf som disse, hvis de ikke adlød en sagsøgere opfordring til deltagelse i en lovlig atfør. Som vi ovenfor have seet, var den kongelige aarmands nærværelse med hensyn til handlingens lovmæssighed ganske unødvendig; da han imidlertid i embeds medfør havde at indkræve de i samme retssag forbrudte offentlige bøder, har han dog vel regelmæssig været tilstede, men vel at mærke i egenskab af sagsøger. Var sagen fra først af anlagt af ham som rent offentlig straffesag gjaldt dette ligeledes, om end ikke saa meget mere.

Men maa saaledes end atføren begrebsmæssig ansees som et

privat, men retslig tilladt angreb paa modpartens gods til en af

  1. Fr. Brandt i Langes tidsskrift 5te bind p. 114.
  2. Ligesom det var v. Amiras hovedopgave i hans tidt citerede bog „Ueber daa Vollstreckungsverfahren“ at behandle atføren, saaledes er det ogsaa bogens hovedfortjeneste med overbevisende klarhed at have fremhævet exekutionens private karakter. Jeg beklager kun, at hans fremstilling kom mig for sent i hænde til i disse punkter at kunne afgive et grundlag for min.