delser, nærmere betegnede ved individualiserende omstændigheder, som ikke opstaa og samle sig samtidig med hovedbegrebets dannelse, men lidt efter lidt under en fortsat retsudvikling. Undtatagelsen dannes af de tre med hinanden nær forbundne misgjerninger afhug, saar og slag (drép), hvilke, saaledes som lovene ere os opbevarede, skulle benægtes med lyritared.[1]
Ogsaa med hensyn til mededsmændenes opnævnelse hersker der mellem tylftar- og settareden paa den ene side og lyritareden paa den anden en kvalitativ forskjel. Ved lyritareden valgtes nemlig begge edshjælpere af hovedsværgeren uden anden indskrænkning, end at den ene skulde være hans jævnrettesmand d. e. standsfælle og den anden en fri og myndig mand, der kunde staa for ord og ed.[2] Ved de to andre eder gjaldt derimod mere indskrænkende regler. Ifølge Gul. kap. 132 skulde tylftaredens elleve medsværgere vælges paa følgende maade: Man opnævnte 12 mænd af samme borgerlige ret og stand som parten selv; af disse skulde han faa to med sig. Dernæst skulde han medtage to af sine nærmeste slægtninge[3], hvilket ikke ved lyritareden var tilladt og endnu mindre paabudt; de syv andre kunde han derimod vælge frit. Det følgende kapitel giver for settareden lignende bestemmelser. Af de tolv opnævnte skulde han, naar anklagen gjaldt tyveri og ildspaasættelse, faa to med sig; ellers var det nok med én. De øvrige synes han at have valgt frit, da slægtninge ikke
nævnes.[4] Om tylftareden indeholder Fr. 4–8 de samme regler;
- ↑ Den vigtige ransforbrydelse kunde paa grund af sit begreb som aabenbar handling ikke benægtes, da den derved vilde være gaaet over til tyveri; rent private forbrydelser som landnam og áverk blev, som vi have seet, at anlægge for skiladom og høre ikke herhen.
- ↑ Gul. kap. 185.
- ↑ I texten staar: hafa tvá nánastir niði, hvor Fritzner oversætter niðr med slægtning paa mandssiden. Jeg skylder imidlertid Konrad Maurer den bemærkning, at niðr neppe har en saa indskrænket betydning. Wulfila oversætter dermed det græske ςυγγγενησ, og i angelsaksisk betyder det endog simpelt hen et menneske; heller ikke kan vistnok noget bevisende sted anføres for, at ordet i det oldnorske sprog kun betegnede mandsstammen.
- ↑ Se ogsaa Gul. kap. 24 og 28.
