skede dette vistnok ikke og heller ikke ved oprindelige straffesager, hvor forbrydelsen var rent privat; thi begge arter havde i skiladomen det middel, hvorved de kunde og skulde gjøres vitterlige. Men var forbrydelsen underkastet saavel offentlig som privat bod, maatte den, hvis den anklagede nægtede gjerningen, i uvitterlig stand for thinget. Der nævnes imidlertid i lovene ikke mange exempler paa saadanne sager; fremgangsmaaden ser man klarest af Gul. kap. 91, hvor det om begaaet landnam heder: „Hvis nu hin (den anklagede) nægter, og har sagsøgeren ikke vidner derpaa, da skal han stævne ham hjem og derfra til things; da skal han (den anklagede) paa thinge fæste lyritared eller landnam.“ Her nævnes rigtignok ikke noget om ransbaugen til kongen, og man kunde deraf ville slutte, at talen er om en ren privat forseelse, altsaa landnam uden forudgaaende forbudsnedlæggelse. Men ovenfor i kapitlet er det dog allerede gjort opmærksom paa, at landnam mod nedlagt forbud var ran, og at det er dette tilfælde den anførte bestemmelse har for øie, synes med sikkerhed i at fremgaa gjennem en sammenligning med Bj. kap. 21 og 82. Her siges det nemlig, som vi før have seet, med rene ord, at naar kongen ikke skulde have bod, blev straffesagen at anlægge for domene. Da nu Gul. kap. 91 lader den nævntevlandnamssag gaa til things, saa tør vi altsaa slutte, at der ogsaa tilkom kongen en bod, eller at der forudsættes, at forbud var nedlagt. Hvad følgen var, hvis anklagede nægtede baade at fæste landnamsbod og ed, siges ikke; men det er ikke tvivlsomt, at bønderne i saa fald strax gjorde atfør, hvorved ikke alene den dobbelte landnamsbod og ransbaugen til kongen, men ogsaa 6 øre at harða fangi blev at indkræve. Eden blev som ellers at aflægge inden 10 uger; indtraadte edsfald, var sagen bleven en vitterlig og altsaa at anlægge i overensstemmelse med de ovenfor ved dette tilfælde angivne regler.
Endelig maa ogsaa nævnes de straffesager, hvori straffen alene bestod i bøder til det offentlige. Herpaa frembyder især kristenretterne exempler. Fremgangsmaaden, der skildres i Gul. kap. 33, var, at den sagsøgte først i sit hjem opfordredes til godvillig at
