gjaldt det fast godses besiddelse, blev den urettelige besidder med magt udkastet, og sagsøgeren indsat i eiendommens brug.
En særskilt omtale maa egnes et tilfælde, der vistnok formelt gik ind under de her behandlede søgsmaal, men dog indtog en stilling for sig, nemlig sager angaaende de ved sættardóm idømte bøder, ved hvis betaling skyldneren undgik fredløshed. Herom taler Gul. kap. 34 saaledes: „Men hvis en mand har sag mod en anden (ef maðr á sök at manni), og vil den ikke betale, der skal, da skal han stævne ham hjem til krav og vidners udsagn og byde ham sagbøders beregning (sakbota tölu); det gods skal man kræve tre gange som andet gods. Men hvis han da ikke vil betale, da skal han stævne ham til thing for ran og lovløshed; da skulle mænd dømme ham fredløs for sagsøgeren og alle de til thingkredsen hørende, indtil han byder bøderne paa thinget eller i mænds forsamling og har der at betale.“ Man har vistnok villet forstaa dette sted, som om det handlede om alle slags sager angaaende penge og gods, og deraf sluttet, at der var en tid, da thinget ikke indlod sig paa at hjælpe til ved atføren, men i alle sager kun afsagde fredløshedsdom og saa overlod det til sagsøgeren selv at skaffe sig ret hos sin modpart og af hans gods. Men allerede sætningen om de tre ganges krav som ved krav af „andet gods“ viser, at her ikke er tale om alle slags søgsmaal af gods, og udtrykket sakbœtr, der kun bragtes om de ved sættardóm eller paa anden maade til afløsning af fredløshed vedtagne bøder, gjør det ogsaa klart, at det er denne slags gjæld, her er tale om. Da disse bøder naturligvis ved vedtagelsen vare blevne. vitterlige, gjorde sig ogsaa her den almindelige betragtning gjældende, ifølge hvilken ikke-betaling var ran. Men uagtet sætningen ligeledes i denne anvendelse udtrykkelig udtales, maatte den her dog væsentlig kun blive theori; thi ifølge sagens oprindelse var følgen af manglende betaling jo for tilfældet utlegd, og herpaa kom altsaa klagerens paastand og thingets dom til at lyde.
Den i det foregaaende skildrede form var den sædvanlige for botamáls behandling paa thinget; men det kunde ogsaa forekomme, at sagen indbragtes uvitterlig. Ved oprindeligt civile søgsmaal
