ning og paaberaabtes af modparten. Der blev følgelig i saafald spørgsmaal om, hvilke af dem med rimelighed maatte antages at tage feil (bera skrœk), eller med andre ord, hvilken opfatning, der blandt de ved hin leilighed forsamlede havde været den almindelige. Paa en tid, da krydsforhør og lignende undersøgelser vare ligesaa umulige som ukjendte, kunde sagen nemlig kun oplyses ved, at man stolede paa den opfatning, hvorom de fleste sluttede sig, og sat paa spidsen blev regelen derfor ganske naturlig den, der udtales i Gul. kap. 60: Havde klagerens vidner udtalt sig til hans fordel, ansaaes deres forklaring for den rigtige, hvis ikke indstævnte formaaede at fremføre flere vidner i modsat retning. Det nyttede ham ikke at komme med samme antal; thi han skulde omstøde, hvad andre troværdige mænd allerede havde erklæret for rigtigt, og han maatte følgelig for med skin af ret at kunne optræde selv besidde et stærkere middel; men indskrænkede og dette sig kun til et overtal af ét vidne, havde han seiret, ikke saameget fordi i sig selv ét vidne mere var af saa stor vægt, som fordi den omstændighed, at klageren ikke formaaede at sikkre sig flere, viste sandsynligheden af, at indstævnte havde forsamlingens flertal og almindelige opfatning paa sin side. Ved denne betragtningsmaade kunde naturligvis de underliggende vidner ingen indflydelse faa, endog kun som svækkende flertallets erklæring. De tog feil eller løi, sagde i ethvert fald usandhed (skrœk), og deres udsagn var derfor aldeles uden værd. Kun forsaavidt tog man hensyn dertil, som det viste, at vedkommende personer vare uskikkede til at bære vidnesbyrd, og denne mangel heftede siden altid ved dem.[1]
Vidnerne maatte, hvis skirskotningen skulde have noget værd, være fri, myndige og velkjendte mænd, i besiddelse af fuld personlig ret og begge parter enten ikke eller i lige grad beslægtede[2];
de betegnes navnlig ofte som valinkunnir menn.[3] Myndigheden ind-
