eyin hin ytri eller ytri-eyin og hverken kunde give anledning til brugen af et flertalsord eller til en lovbegunstigelse. Iøinefaldende rimeligt er det derimod, at de ude i havet liggende øgrupper kunde trænge til et særeget thing istedetfor at søge til Nordmøre, hvortil deres beliggenhed nærmest henviste dem. Lovstedet viser imidlertid, at det kun var fylkesthinget, som øboerne fik særskilt; til Frostathinget maatte de derimod finde sig i at se sine sager henviste. Retterboden synes atter at skyldes Eystein Magnussøn.
Jæmteland og Herjedalen, der først i begyndelsen af det 12te aarh. varigen sluttede sig til Norge, sees aldrig at have staaet i nogen forbindelse med Frostathing, og en saadan oprettedes ikke heller af Magnus lagabøter.[1] Deres fylkesthing, af hvilke Jæmtelands holdtes paa det med hensyn til beliggenhed endnu ukjendte Sproteid, kunne derfor med vished antages at have været uafhængige.
Af de landskaber derimod, som ved lovforbedringen indlemmedes i Gul.lagen, havde Valdres og Hallingdal forhen slet ikke været repræsenterede af nævndemænd paa Gulen, de indre bygder i Stavanger stift, Sætersdalen og Otterdalen, kun forsaavidt de ere blevne anseede som dele af Rogaland eller Agder. Af Historia Norvegiæ sees, at Thelemarken, Gudbrandsdalen og Hedemarken med Østerdalen have udgjort særskilte lagdømmer; men dette kan, som bemærket, kun forstaaes med forbehold af Eidsivathingets i en vis forstand overordnede stilling, uagtet de nævnte egne ikke sendte nævndemænd did. Om Numedal maa det samme gjælde.
Hvorledes disse enkeltstaaende landskabers stilling forresten har været, er derimod uklart. Mest oplysende turde de yttringer være, hvori Historia Norvegiæ omtaler. Valdres og Hallingdal. Uagtet disse to fylker nemlig ikke regnes med til Gulathingslagen og altsaa, hvad vi iøvrigt ogsaa vide af Gul.loven selv, ikke have havt repræsentanter paa Gulathing, siges det dog om dem, at de
underligge Gulathingets love.[2] Dette tillader kun den ene for-
