Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/134

Denne siden er korrekturlest

efter dette, at afskriveren af sin i kap. 2 indskudte sætning ikke ogsaa har medtaget tallet for de udenfjords fylker? Den nærmestliggende grund synes at være den, at et saadant tal paa det oprindelige sted kun har været opgivet for det egentlige Throndhjem, medens det, ligesom tilfældet i ældre tid var med Søndmøre i Gul.lagen, har staaet de fjernere kystlandskaber frit for at sende saa mange eller faa, som vilde reise. Men dette er ogsaa alt, som herom kan siges, og slutningen maa indrømmes at være hel usikker, da et saa forvirret sted, som begyndelsen af Fr. 1–2 ikke just er skikket til at danne grundlaget for middelbare beviser.^[1] Paa den anden side kan denne gjætning ikke imødegaaes med henvisning til den omstændighed, at ogsaa de udenfjords thingmænd ifølge 1–1 modtog reisegodtgjørelse; som ved Søndmøre bemærket bør det nemlig antages, at selv om nævndemænd ikke

opnævntes, har dog de, der reiste, faaet den almindelige diæt.

først ved en senere anledning, dog inden forfattelsen af historia Norvegiæ, er er bleven indlemmet i lagdømmet.

↑ En bedre tolkning har man villet istandbringe ved at antage, st kapitlets begyndelse: þat er forn réttr, har til hensigt at betegne indholdet som forældet ret, istedet for hvilken kap. 1 og det ved lakunen tabte skulde indtræde; man vandt derved støtte for den formodning, at de udenfjords fylker først i en sildig tid f. ex. under Sverre vare indførte i Frostathingslagen, idet sætningen om nævndemænd i kap. 2 skulde referere sig til den tid, da endnu kun des thrønderske fylker vare repræsenterede. Herimod er at indvende: 1) at kap. 1 handler om nævndemænd og kap. 2 om lagretten, saa at den første ikke kan træde isteden for den anden; 2) at forn ikke behøver at betyde forældet, men ogsaa kan oversættes med gammel: „det er god gammel ret“; 3) at den nævnte intimation kun siger, at det var forn réttr, at aarmændene gjorde vébönd paa thinget, medens den ikke lader sig henføre til de følgende bestemmelser; 4) at det hele kapitel, efter alt hvad vi ellers kunne vide om thingvæsenet, ikke indeholder en eneste i begyndelsen af det 13de aarh. antikveret sætning, og 5) at kapitlets redaktion, som den for os foreligger, bliver lige forvirret og meningsløs under den ene forudsætning som under den anden. Klart synes det at maatte være, at sætningen om nævndemændene midt inde mellem bestemmelserne om lagretten ved et eller andet tilfælde er kommen paa en ganske urigtig plads; nedenfor skulle vi forsøge at vise, at selve forudsætningen om en saa sildig udvidelse af thingkredsen neppe er holdbar.

[1] En bedre tolkning har man villet istandbringe ved at antage, st kapitlets begyndelse: þat er forn réttr, har til hensigt at betegne indholdet som forældet ret, istedet for hvilken kap. 1 og det ved lakunen tabte skulde indtræde; man vandt derved støtte for den formodning, at de udenfjords fylker først i en sildig tid f. ex. under Sverre vare indførte i Frostathingslagen, idet sætningen om nævndemænd i kap. 2 skulde referere sig til den tid, da endnu kun des thrønderske fylker vare repræsenterede. Herimod er at indvende: 1) at kap. 1 handler om nævndemænd og kap. 2 om lagretten, saa at den første ikke kan træde isteden for den anden; 2) at forn ikke behøver at betyde forældet, men ogsaa kan oversættes med gammel: „det er god gammel ret“; 3) at den nævnte intimation kun siger, at det var forn réttr, at aarmændene gjorde vébönd paa thinget, medens den ikke lader sig henføre til de følgende bestemmelser; 4) at det hele kapitel, efter alt hvad vi ellers kunne vide om thingvæsenet, ikke indeholder en eneste i begyndelsen af det 13de aarh. antikveret sætning, og 5) at kapitlets redaktion, som den for os foreligger, bliver lige forvirret og meningsløs under den ene forudsætning som under den anden. Klart synes det at maatte være, at sætningen om nævndemændene midt inde mellem bestemmelserne om lagretten ved et eller andet tilfælde er kommen paa en ganske urigtig plads; nedenfor skulle vi forsøge at vise, at selve forudsætningen om en saa sildig udvidelse af thingkredsen neppe er holdbar.

[1]