lendermænd for politiopsigtens skyld skulde blive tilbage i bygderne uden at drage til things, hvorhos tiden for mødet udsattes fra ugen efter paaske til Petersmesse aften, den 28de juni.
I disse bestemmelser nævnes derimod ikke et ord om noget særskilt udvalg blandt thingalmuen. At et saadant dog fremdeles er bleven benyttet, sees af Gul. kap. 266, hvor lagretten nævnes i stedet for det videre begreb thinget; ved lagretten forstodes nemlig, hvad navnlig fremgaar af landsl. 1–3, netop det samme udvalg, som i Eigla kaldes domen. Da denne ifølge hin saga talte tre tylvter mænd, tolv fra hvert af thingkredsens tre fylker, har man formodet, at lagretten senere har bestaaet af fem tylvter, da Rogaland og Agder vare komne til, og efter Søndmøres fulde optagelse af sex. Men denne slutning er neppe berettiget Magnus lagabøters lov har endnu de gamle tre tylfter mænd i lagretten, og det lader sig ikke antage, at der af ham atter er foretaget en nedsættelse i antallet, hvorved man tilfældigvis netop skulde være kommet tilbage til den ældgamle regel, der gjaldt under Erik blodøxe. Ved de tiere fylkers optagelse har man vistnok kun opgivet at tage tolv fra hvert, men for summen beholdt det gamle tal; den fuldstændige lighed mellem fylkerne var jo alligevel brudt ved det forskjellige antal nævndemænd, de skulde sende, og det er ikke rimeligt, at Hørdalands 102 mænd ikke skulde have afgivet en større del til lagretten end Agders 27, eller at af Søndmøres 16 de 12 skulde være tagne med. At lendermændene fremdeles have været dem, der have opnævnt lagretten, kan ikke betvivles. Heller ikke bør man i lovens taushed finde nogen hindring mod at antage, at lagrettens plads omgaves af vébönd; thi endnu under Magnus lagabøter sees disse i brug, og for Throndhjem paabydes de ogsaa tidligere udtrykkeligt.
Frostathingslovens tilsvarende bestemmelser lide af et yderst uheldigt hul, der omfatter thingfarebolkens begyndelse. Af lovens 1–1, saaledes som den nu foreligger, sees dog, at ogsaa i dette lagdømme nævndemænd benyttedes, at de opnævntes af aarmændene, og at de havde fuld reiseunderholdning. Kap. 2 fortsætter derpaa som følger: „Det er gammel ret, at en aarmand fra
