af parterne medtog sex skjønsmænd, og at overgangen til en virkelig dom derved blev saa meget lettere, i andet fald synes det i det mindste at fremgaa, at sammenblandingen med domen har bragt dette tal med sig. Men havde man altsaa paa denne maade faaet en dómssætning ved opladelsesmødet, maatte dette nødvendigvis medføre en forrykkelse af den hele procedure i vitterlig løsningssag, idet hovedvægten nu kom til at hvile paa det sidste led, medens det foregaaende møde, der endte med besidderens stævning til opladelsesforretningen, tidligere ligesom andre vitterlige sagers krav maa have dannet det afgjørende moment.[1] Nu sank dette derimod ned til en nøgen stævningsform uden væsentlig forskjel fra udsigelsen, med hvilken det paa lovens nedtegnelsestid holdt paa at falde sammen. Men at det sidste var en forholdsvis sildig udvikling, og at der tidligere maa have været hensyn, der have holdt de to processkridt ud fra hinanden, sees af lovens tilladende udtryk: „Da skal han sige ham ud om høsten; han maa gjøre begge dele, om han vil, paa engang;“ eller af dette, hvori ny og gammel ret ved første øiekast synes at modsige hinanden: „Da skulle de sige hende ud fra jorden om høsten og stævne
hende til thorsdag i paaskeugen at modtage slig betaling, som
- ↑ Den ældgamle regel, at man ved dette foregaaende møde skulde samles der, hvor ager og eng mødes, og at løsningsmanden her skulde lægge pengene paa en sten, viser ogsaa, at det ikke oprindelig har været en blot og bar stævning, som ved denne leilighed skulde udføres.
ningen: þá skall hann – – til meiri aura, den anden: þó skall haan – at leysa, og at han ligesom i kristenretten vilde have den læst ved siden af hinanden som ældre og yngre ret. Men denne læsning synes ikke at tilfredsstille: sætningen vilde komme til at lyde: „Nu komme de der (nemlig til stævnet), da skal han have vidner til, naar det kommer til det stævne, hvor han har sin jord at løse“, hvilket visselig maa medgives at være temmelig usammenhængende. Jeg slutter mig derfor til en enden i forslag bragt læsning: da skal han betale, medmindre der for hin (besidderen) bæres vidnesbyrd til flere penge; da (nemlig: i saa fald) skal han (besidderen) have vidner til, som komme til det stævne, hvor han (løsningsmanden) har sin jord at løse. Kapitlet danner et godt exempel paa den usikkre vaklen mellem stævne og dóm, som Gul.loven i dette emne udviser. Jfr. iøvrigt ogsaa kap. 293, der ligeledes kun taler om det stævne, paa hvilket jorden skulde løses, ikke om nogen dóm.
